Atelier Kramar
Atelier Kramar antyder kunst, og Matjaž Kramar er da også skulptør og hans partner Katja Distelbarth maler; men kommer man efter vin og mad, bliver man heller ikke skuffet. Foruden atelier omfatter ejendommen i Dobrovo v Brdih i slovenske Goriška Brda nemlig fem hektarer vinmarker, en rummelig kælder og ikke mindst Eatelier Kramar, hvor de serverer lokale delikatesser og selvfølgelig vin frisk fra fadet.
Det smukke bakkeland Goriška Brda ligger i det vestlige Slovenien i direkte forlængelse af Collio Goriziano i nordøstitalienske Friuli. Klimaet er præget af overgangen fra Alperne til Adriaterhavet, jordbunden er mergel og druesorter og traditioner en mosaik af slovensk og italiensk. Efter endte studier på kunstakademiet i Venedig, hvor Katja og Matjaž mødtes, forelskede de sig i området og besluttede at rykke til Dobrovo v Brdih.
Atelier Kramer kom fra start i 2003, og i dag de dyrker Rebula (Ribolla Gialla), Tokaj (Friulano), Malvazija (Malvasia Istriana) og Merlot. Vin er et kunsthåndværk for Matjaž og Katja, og kvalitet skabes ifølge deres filosofi først og fremmest i marken med respekt for naturen. De har fundet frem til, at en forholdsvist kort maceration fungerer bedst for deres grønne druer, og foruden deres veletablerede sortiment af hvid/orange og rød, har de også givet sig i kast med pet nat i flere farver. Kunstfærdige vine med karakter og elegance.