Syfany
Bag Vinařství Syfany står tredje generation, Jakub Zborovský, som laver gode, traditionelle vine med fremtiden for øje. Vingården ligger ved byen Vrbice i det sydlige Morava (Jihomoravský kraj), nær grænsen til både Østrig og Slovakiet. Navnet Syfany stammer fra Jakubs forældre, Sylva og Fana, der for 30 år siden genoptog familiens vinproduktion efter fløjlsrevolutionen.
Syfany producerer en række farverige vine, der er moderne i stil, men samtidig ærlige og usminkede. De ærer både arv og gæld fra det østrig-ungarske kejserrige med druesorter som Grüner Veltliner, Gewürztraminer, Zweigelt og Portugieser – og lidt til. Sortimentet spænder fra aromatiske hvidvine og velstrukturerede orangevine til lette og læskende rødvine.
Gården, som snart kan fejre 500 år i familiens eje, har produceret vin siden 1989. I det seneste årti har den gennemgået en større transformation med fokus på bæredygtighed: dyrkning uden brug af kemi og vinificering uden intervention. Markerne, der strækker sig over næsten 30 hektar (heraf 13 hektar med vin), består primært af løssjord og rummer en regnbue af forskellige druesorter. I kælderen arbejdes der udelukkende med enkle redskaber og beholdere som ståltanke og små fade af eg og akacie. Alt er lokalt – fra bødkerens håndværk i nabobyen Čejkovice til træet fra Ždánice-skoven.